Sommerferien 2023 er to uger i Kroatien med alle ungerne.
Ferien startede lidt kaotisk i lufthavnen uden vi egentlig selv var klar over det. Der var en del aktivitet ude ved gaten og der stod flere sikkerhedsvagter i baggrunden. Det viste sig at den oprindelige flyver var aflyst pga sygdom blandt besætningen så SAS havde fundet en nødløsning med en ny flyver som kun var halv så stor. Så en del mennesker fik ændret deres planlagte tur til Split. Heldigvis var vi ikke blandt dem, så vi kom afsted omend lidt forsinket.
Første uge havde vi lejet et hus lidt syd for Split i Medovdolac, som er en lille klynge af huse, som vores lejebil, en Peugeot 3008, havde lidt svært ved at finde. Det er et meget roligt sted i et kuperet område, hvor der i fugleflugt er 13-18 km til små supermarkeder og andre services, men ad små, snoede veje tager det hurtigt 30 min. at komme til (og det var ikke fordi vi kørte Peugeot).
Huset ligger i et meget kuperet område med en smuk udsigt over bjerge og havde 3 terrasser og en pool, som vi brugte en del. Vejret var for det meste solrigt og varmt, men vi fik også regn og torden et par gange.
Vi kørte til Split en dag, hvor vi gik rundt i den gamle bydel og derefter op i en park med en fantastisk udsigt over Split. På vejen tilbage slog vi et smut forbi et indkøbscenter – pigernes “shopping-gen” skulle jo passes. Det var nu ikke så spændende, så vi slap billigt.
Der var også tid til at tage et smut forbi Makarska, som er nærmeste “større” kystby, der ligger meget idylisk med med bjergene i baggrunden. Der var ikke så meget at foretage sig der, så det blev til en is og så videre til en af de højest vurderede strande i Kroatien; Punta Rata.
Vi tilbragte også en dag på en af de strande som betragtes blandt de bedste i Kroatien. Stranden hedder Punta Rata og det er en stenstrand, som de fleste i Kroatien, med bjergene i baggrund og meget klart og lækkert vand. Der er en strandpromenade langs hele stranden med forskellige boder og caféer, hvor man kunne købe drikkevarer og frisk frugt m.m. så vi gik ikke “kolde” selvom vi var mange timer i solen.
Den anden uge havde vi booket en lejlighed i Starigrad (lyder meget kommunistisk) som er en ferieby ved kysten nord for Split og tæt på Zadar. Lejligheden er meget ny og moderne og har en fantastisk udsigt over Adriaterhavet. Det er omend endnu stejlere i området end i Medovdolac. Bilen kan dårligt trække op ad den lille vej til lejligheden. Og bag huset ligger nationalparken Paklenica, som er et yndet sted for vandreture og klatring i forskellige sværhedsgrader.
Der er en delt pool med 1-2 andre lejligheder, men vi havde den mest for os selv. Der er 10 min. til en lille stenstrand med klart og køligt vand og vi tilbragte en del tid på stranden og ved poolen.
Vi tog på en heldags sejltur hvor vi sejlede fra Starigrad op igennem Zrmanja kløften. Undervejs var der et par badestop hvilket var tiltrængt med solen og varmen. Vi fik også vist de steder hvor man tilbage i tiden havde optaget Winnetou filmene – hvilket viste sig at være en meget populær tysk western, skrevet af en tysk forfatter – måske derfor vi aldrig havde hørt om den. Turen inkluderede også frokost og diverse drikkevarer undervejs – “medicina” som skipper kaldte det. En djævelsk omgang brændevin og billig hvidvin som ikke engang var afkølet.
Vi var også på en formiddagsvandretur i Paklenica nationalparken. En rute på ca. 4 km og med 450 højdemeter, så det gik en del op ad bakken på stier som var lavet til formålet. Nogle var meget glatte mens andre var med en del løse sten men alt i alt nogle velholdte stier.
På toppen af vores rute ligger en stor grotte, som Cecilie, Martin og Jesper så på en guidet tour. Da vi gik ind i grotten tog guiden en stor trøje på, hvilket ikke helt passede til vores drivvåde bluser fra turen op. Men temperaturen i grotten er konstant 9 grader, så trøjen bliver en nødvendighed for en guide, der skal igennem grotten flere gange om dagen. For os var det en dejlig afkøling til at starte med men det blev lidt koldt efter 15-20 min. Manita Peć grotten er ca 140 meter lang med 4 kamre, hvoraf de 3 er åbner for turister. Fra indgangen til laveste punkt er 51 meter og det største kammer er 40 meter højt. Der var mange imponerende stalaktitter og stalagmitter (som alle jo ved er drypsten, der enten kommer ned fra loftet eller op fra gulvet). Den største stalagmit er 18 meter høj. Der er begrænset adgang til grotten, da nationalparken ikke ønsker at mennekser skal påvirke “livet” i grotten for meget med vores kuldioxid som ændre forløbet af forsteningen og som giver vækst betingelser for andre fauna end dem som naturligt er i grotten. Det var en meget interessant guided tur som var besværet værd.
Vi tog ind/ned til Zadar en aften og gik rundt i den gamle bydel som er på UNESCO’s World Heritage liste. Det er i dag Kroatiens femte største by og den by, som har været beboet i længst tid. Den er dateret tilbage til 900 f.Kr. og er præget af romersk og venetiansk kultur. Der var tid til en kølig aperitif inden vi gik igennem de smalle gader og fedt et sted hvor vi spiste aftensmad. Den bedste mad vi fik på restaurant under hele turen og tæt på det billigeste (125 EUR for 5 personer med drikkevarer).
Efter maden gik vi ned for at se Sea Organ, som er en installation ved vandet hvor bølgerne presser luft igennem orgel piper og “sød” musik opstår. Måske ikke så melodisk men en sjov ting som mange var taget ned for at se/høre. Ved siden af “sø-orglet” er det lavet en anden installation som er en hyldest til solen. Et større område med solfangere som i løbet af dagen tanker solenergi for så om aftenen at frigive det i form af et lysende gulv – som et discogulv tilbage i 70’erne.
En anden nationalpark, som lå lige for vores fødder, var Kornati Nationalparken, som er et hav område med mere end 100 øer. Det er meget besøgt via heldagsbådture men da vi allerede havde været afsted på en heldagstur så lavede vi et kompromis med en halvdags eftermiddagstur. Vi blev sejlet ud til to mindre øer, hvor vi badede i den meget klare vand fra enten klipper eller små moler. Vandet var køligt men fantastisk at svømme i så klart vand selvom der ikke er sandstrand eller -bund.
Vi fik også taget også nogle løbeture i det stejle terræn så vi fik relativ mange højdemeter i benene og sved på panden selvom vi løb om morgenen. Martin havde udtænkt en rute som ville tage os til et udsigtspunkt ikke langt fra vores lejlighed men en hel del højere. Den fik vi løbet et par gange (nogle af os).
Lidt flere billeder fra ferien:
