Florida 2022

Klar til at gå ombord på flyveren igen.

Efter er par år med begrænset rejseaktivitet er det endelig blevet tid til en rigtig sommerferie. Så vi tager til Florida (Miami og Orlando) og Den Dominikanske Republik med pigerne og Marias kæreste Martin.

Vi skal tilbringe 2 dage i Miami (South Beach) hvorefter vi kører til Orlando og skal bruge næsten en uge på diverse forlystelsesparker. Derefter tager vi 8 dage på et 5-stjernet all inclusive resort i Punta Cana.

Det bliver såååååååå fedt!

South Beach, Miami

Vi fløj med Air France fra København til Miami via Paris. Det hele forløb uden problemer selvom flyveren ud af København var forsinket næsten 1 time. Men vi havde god tid (ca. 3 timer) mellem vores flyvninger i Paris, så der var ingen sved på panden. Der var andre som skulle løbe igennem lufthavnen for at nå deres flyvninger.

Vi ankom til Miami kl 21 ligesom amerikanerne gik i gang med at fejre deres uafhængighedsdag med fyrværkeri. Så der var tilsyneladende ikke så mange på arbejde i immigrationen der tog en rum tid selvom der ikke var så mange mennesker som skulle igennem. 

Vi blev hentet i en kæmpestor, sort SUV der kørte os direkte til det lille boutique hotel The Local House på Ocean Drive, som ligger 5 min gang fra stranden og syd for 5th avenue, så der er fred og ro om aftenen. Nord for 5th Avenue er der en hel del aftenliv med høj musik og mange mennesker.

Ocean Drive, South Beach Miami
Ocean Drive, South Beach Miami

Vi havde lidt udfordringer med at komme til vores værelser da receptionen var lukket og man får elektronisk adgang gennem en app – meget teknisk. Vores udfordring var adgang til et netværk da det stadig er temmelig dyrt at bruge sin danske mobil telefon i USA. Men da vi først fik det op at køre var der ingen problemer.

Det er et lille hyggeligt hotel med få værelser, en lille pool på taget og en god og populær morgenmadsrestaurant. Vi fandt hurtig ud af at det er blevet dyrt at spise i USA. Et godt morgenmåltid løb hurtigt op i mere end 100 USD (700 kr) for 5 personer. Værelserne lå med delvis udsigt til stranden og der var strandstole, parasoller og håndklæder på værelserne.

Pigerne ved The Local House poolen
Pigerne ved The Local House poolen

Første dag gik vi op langs strandpromenaden på Ocean Drive og op til Lincoln Road, hvor der er en gågade med mange butikker. Det virker som om de seneste par års pandemi har sat sit spor på butikkerne. Der var mange lukkede forretninger og typisk kun de store kædebutikker tilbage. En noget mere trist oplevelsen end da vi sidst var her (december 2016). 

Selvom solen ikke skinner fra en skyfri himmel, så er her 33-34 grader og meget fugtigt, så en tur på stranden var på sin plads. Det var fedt med strandstole og parasoller fra hotellet så vi kunne nyde den kæmpe strand uden at smelte helt. Vandet var varmt når vi først var kommet igennem lidt tang. Og efter et par timer på stranden var det tid til at prøve poolen selvom solen stadig stak.

South Beach, Miami
South Beach, Miami

Om aftenen spiste vi på Naked Tacos på Collins Avenue, hvor Ulla og Jesper tidligere har spist. Det er en rigtig god taco og cocktail restaurant, hvor vi spise en masse gode tacos og drak et par enkelte drinks.

På dag 2 gik vi op til en morgenmadsrestaurant, som Ulla havde fundet. Den lignede ikke meget da vi ankom så vi var lige ved at gå igen, men heldigvis gav vi den en chance. Vi fik alle indtaget et solidt morgenmåltid mens regnen væltede ned uden for.

Regnbue over Ocean Drive
Regnbue over Ocean Drive

Resten af dagen foregik på stranden og ved poolen. Det er hårdt at være på ferie, hvor største udfordring er at undgå en forbrænding og dehydrering.

De gamle feder den ved poolen
De gamle feder den ved poolen

Aftensmaden blev indtaget på Texas do Brasil, som er en up-scale kæde restaurant, hvor der løbende serveres forskelligt kød ved bordet. Da Ulla havde læst at der var dresscode, så blev alle instrueret i at tage pænt tøj på. Da vi kom til restauranten, var der tilsyneladende slækket på det for der var både tanktops og sandaler til stede. Maden var stadig god men betjeningen var ikke på niveau med det vi tidligere har oplevet på Texas De Brasil – tjenerne virkede ligeglade og vidste ikke meget om maden eller vinen. Men vi fik dækket vores proteinbehov for et stykke tid.

BMW X7
BMW X7

Torsdag morgen tog Cecilie og Jesper tidligt ud i lufthavnen for at hanke op i vores lejebil, der skulle bruges til at fragte os til Orlando (og retur) og kører os mellem vores lejede Airbnb lejlighed og Universal forlystelsesparkerne. Jesper havde på forhånd ”arbejdet” lidt på reservationen af en bil, der ville være stor nok til 5 personer og alle vores kufferter og til en pris, der var til at betale. Vi endte med en BMW X5, Audi Q8 eller lignende kategori hos Sixt til 500 USD for 6 dage. Men om morgenen hvor Jesper kunne vælge den præcise bil i Sixt app’en, så var der ingen biler i vores kategori. Det var kun muligt at vælge en BMW 7-serie mod merbetaling og den ville næppe rumme alle kufferter. Så valget ignorerede vi og tog ud til Sixt biludlejningen i lufthavnen. Der var hurtigt ekspedition og da der ingen biler var i kategorien blev vi opgraderet til en BMW X7 (hurra, hurra). En kæmpe SUV med plads til 7 personer og alt i el udstyr. Der var knapper til alt; at hæve/sænke bilen, styre soltag, aircondition, radioen (som også kunne styres med fagter foran skærmen dvs. ingen berøring), flytte og regulere 3 rækker sæder og bagagerummet. På et tidspunkt var Jesper ved at ”folde” Martin sammen da han sad i sædet mens Jesper rodede med knapperne. Heldigvis fandt Jesper ud af hvordan sædet kom tilbage til normalt men det tog lige et par ekstra forsøg og Martin led ingen varig skade.

ORLANDO

Køreturen til Orlando og vores lejede Airbnb lejlighed tog små 4 timer men kan gøres hurtigere hvis man kører på betalingsveje. Det havde vi fravalgt i billejen da vi ikke skal køre så meget rundt.

Vores lejlighed er en del af Vista Cay som er et lukket ferieboligområde som har to pool områder og lidt andre faciliteter, som vi stort set ikke kom til at bruge. Desuden ligger der et pænt Publix supermarked og lidt forskellige butikker i forbindelse med området. Lejligheden har 3 soveværelser og to badeværelser, et køkken med opvasker, vaskemaskine og tørretumbler så der var alt hvad vi skulle bruge. 

Efter vi havde fundet vores lejlighed og sat vores ting af, så kørte vi afsted til Wallmart for at få handlet lidt ind til de kommende dage og for at vise Martin hvordan et stort amerikansk supermarked tager sig ud.

Amerikanske supermarkeder har mange variationer af samme vare
Amerikanske supermarkeder har mange variationer af samme vare

Vi spiste aftensmad alle dage i lejligheden efter vi havde været i Universal og enkelte gange var det mad som vi havde hentet. Det føltes lidt mere hjemmeligt end at spise på restaurant igen og især med tanke på at vi skal spise på restaurant alle 8 dage i Punta Cana.

UNIVERSAL FORLYSTELSESPARKER

Vista Cay ligger 15-20 min fra Universal parkerne og vi havde købt adgang til alle 3 parker (just in case). Vi havde fundet et tilbud, hvor vi fik 2 dage gratis når man købte et 3-dages pas. Og fra tidligere erfaringer har vi lært at det er en god ide at man har flere dage, så man ikke følger sig tvunget til at være der fra de åbner til de lukker for at få det hele med.

Universal parkerne består af Universal Studios, Islands of Adventure og Vulcano Bay. I alle parker har man så adgang til alle forlystelser men selvfølgelig er der mulighed for at tilkøbe hurtigere adgang, reserverede pladser og lignende – mod ekstrabetaling – det er jo en forretning. 

Parate til Universal Studio
Parate til Universal Studio

Første besøg var i Universal Studio, hvor forlystelserne er bygget op omkring kendte film. Der er enkelt rutchebaner og resten er ture hvor man sidder i vogne der bliver kastet lidt rundt mens man er omgivet af 3D og 4D effekter (flyvende objekter, vand, ild, blæst m.m.) som typisk er rigtig godt lavet. Der var flere af forlystelserne som vi kunne genkende fra vores tidligere besøg i parken bl.a. med pigerne i 2004. 

Der var rigtig mange mennesker i parken og lange køer til alle forlystelser, så vi skulle væbne os med tålmodighed – især når der var tekniske problemer som gjorde ventetiden ekstra lang. 

Vi fik prøvet de fleste forlystelser som vi ville prøve; 

  • Men in Black’, hvor man skyder monsters fra kørende vogne. Det er en ok men tudsegammel forlystelse, hvor vi fik en ekstra lang ventetid pga tekniske problemer.
  • Fast & Furious’, som var en tam 3D tur der har afløst den tidligere San Fransisco jordskælvstur.
  • ’Race through New York med Jimmy Fallow’ er en temmelig sjov 4D tur der næsten føles som en rutchebane.
  • Transformers’ som er en ok 4D tur.
  • Hollywood Rip Ride Rockit’, som er eneste rigtige rutchebane i Universal Studio og hvor man selv vælger den musik man vil høre mens man blæser igennem banen. Fed tur hvis man godt kan life rutchebaner.
  • Vi fik også prøvet ’Harry Potter and the escape from Gringotts’ efter næsten 2 timers kø selvom der ”kun” var annonceret en kø på 75 min. Det skulle senere vises sig at alle Harry Potter forlystelser er enorm populære og der er mange fans som kommer i kommer i HP kåber (i 34 graders varme).
På vej til Hollywood Rip Ride Rockit
På vej til Hollywood Rip Ride Rockit

En dag i Universal Studio var rigeligt med alle de mange mennesker og lange køer, så den vendte vi ikke tilbage til.

Vi brugte to dage i Vulcano Bay, der er et kæmpe Hawaii-inspireret vandland, der er bygget op omkring en kunstig vulkan med et hav af vandrutchebaner og pools, lazy rivers (hvor man bare flyder rundt), sandstrande med liggestole, restauranter m.m. Når man kommer ind i parken bliver man udstyret med et ”ur” (taputapu) som man brugte til at reservere en køtid til på de enkelte rutchebaner. Dog kan man kun reservere en tid ad gangen men det var der også brug for, da der ofte var en ventetid på mere end en time til de fleste og sidste dag så vi at den mest populære havde 5 timer. Den fik vi aldrig prøvet. Systemet er egentlig ok men Martin og Jesper oplevede også at der ingen kø var til en rutchebane hvor kø-systemet sagde 70 min og vi fik ikke lov til at ”springe over” selvom der ikke var nogen personer overhovedet. Spild af kapacitet og mistet ”fun time”.

Vulcano Bay
Vulcano Bay

Pigerne var ikke meget til de ”farlige” rutchebaner så Martin og Jesper kunne bruge deres taputapu til at reservere tid til nogle rutchebaner mens de selv var i kø til andre. Fra toppen af vulkanen er der to forskellige rutchebaner. I den ene blev vi sendt afsted igennem en faldlem og kørte 40 meter ned af en 70 graders hældning. Gæt hvor badebukserne sidder når man rejser sig op efter den 5-6 sekunder ”lange” tur. Den anden benytter også faldlem men er mindre stejl og med mange sving i stedet. Hvis man er til vandrutchebaner så skal de prøves.

Derudover prøvede vi alle de rutchebaner som der var mulighed for med den tid der var til rådighed, men der var ikke mange som vi kunne nå at prøve flere gange.

Det er en super park at tilbringe tid i når der er 34 graders varme, men der var også rigtig mange mennesker og alt for lange køer, så den er nok bedre at besøge uden for højsæsonerne.

Familien i Vulcano Bay
Familien i Vulcano Bay

Hvis man er til rutchebaner så er Islands of Adventure et besøg værd. Det er ikke den største eller bedste rutchebane park men der er flere gode rutchebaner. Og vi havde ingen problemer med at bruge 2 dage i parken, da vi gerne ville prøve de fleste forlystelser.

Ulla er ikke den helt store rutchebane fan, så hun springer gerne over og slæber på alle vores ting, der alligevel ikke må komme med op i forlystelserne. Første forlystelse vi ville prøve var ’Hulk’ men efter 45 min i kø var der tekniske problemer og efter 1 time valgte vi at hoppe ud af køen for at bruge vores tid på andre forlystelser. Så det var den første forlystelse vi fik prøvet på dag 2. En god rutchebane som kilder de rigtige steder.

En tørremaskine til mennesker
En tørremaskine til mennesker

Sammen med Ulla fik vi prøvet ’Jurassic Park River Adventure’, som er en stor vandrutchebane. I 2004 blev vi gennemblødt men denne gang blev vi ”bare” våde. Vi fik også prøvet ’Popeye & Bluto’s Bilge-Rate Barges’ hvor man bliver advaret om at man bliver våd og sandsynligvis gennemblødt. Det passede. Da vi kom op var der ikke en tør plet på nogle af os ud over enkelte steder på Martins sko. Derfor hoppede pigerne og Martin ind i den menneskelige tørremaskine (som selvfølgelig koster ekstra). Heldigvis gør det ikke så meget at tøjet er vådt når solen banker ned og det er 34 grader.

Vi fik også lokket Ulla med i ’The amazing adventures of Spider-Man’ som er en 4D forlystelse. Vi måtte dog igen lige vente på de fik løst nogle tekniske vanskeligheder, så det tog os nok 90 min at komme igennem.

Ulla var også med i 4D oplevelsen ’Harry Potter and the forbidden journey’ som minder om Universal Studio forlystelserne – en vogn der bliver kastet godt rundt mens man oplever en række 3D og 4D effekter. Men som med alle Harry Potter tingene var der laaaaang kø.

En anden Harry Potter forlystelse, ’Hagrids Magical Creatures Motorbike Adventure’, var enten i stykker eller havde ventetid på mere end 2 timer så den fik vi aldrig prøvet. Det samme gjaldt ’Dudley Do-Right’s Ripsaw Falls’ som der aldrig var under 90 min. ventetid på. Det er ellers en sjov vandrutchebane, som alle kan tage op i og nok også derfor en store popularitet.

Den nyeste rutchebane er VelociCoaster som vi fik prøvet efter 1 time i kø den første dag og 45 min på dag 2. Det er en super fed rutchebane med mange fald, accelerationer, rul og sving. Vi var lige begejstrede efter hver tur, så det er en klar anbefaling fra alle (undtaget Ulla som ikke var med).

VelociCoaster set lidt på afstand
VelociCoaster set lidt på afstand
En lille smagsprøve på VelociCoaster

Da vi tidligere havde set hvor mange mennesker der var og hvor lange køerne var, så overvejde vi at tilkøbe express billetter til dag 2. Men de kostede 280 USD (per person for 1 dag) og så var der enkelte forlystelser, som var undtaget, så det ville vi under ingen omstændigheder bruge så mange penge på. Og heldigvis fik vi en ok dag 2 alligevel.

Efter 6 hektiske dage i Orlando stod vi op kl. 2.00 for at køre mod Miami og vores kl. 10 flyver til Den Dominikanske Republik. Køreturen på 3 ½ time forløb uden problemer men blev lidt kringlet til sidst da Jesper stadig ikke ville køre på betalingsveje og det er trods alt nemmere at nå til lufthavnen via en motorvej end små veje. Vi nåede dog frem i god tid og fik tjekket ind og købt morgenmad i lufthavnen.

Mere om vores tur til Punta Cana og Den Dominikanske Republik følger.

Stemningsbilleder fra Florida

Morgenløbetur på Ocean Drive
Morgenløbetur på Ocean Drive
Miami South Beach
Maria og Martin har svært ved at vælge morgenmad
Maria og Martin har svært ved at vælge morgenmad
Cecilie i Universal Studio
Cecilie i Universal Studio
Maria og Martin i Universal Studio
Maria og Martin i Universal Studio
Ulla og Jesper ved Universal Studio
Ulla og Jesper ved Universal Studio
Der er mange Harry Potter fans i Universal Studio
Vores base i Vulcano Bay
Vores base i Vulcano Bay
På vej ind i Vulcano Bay
På vej ind i Vulcano Bay
Vulcano Bay
Vulcano Bay
En af de mindre farlige vandrutchebaner
Velkommen ned fra vulkanen
Cecilie i Islands of Adventure 2004
Cecilie i Islands of Adventure 2004
Cecilie i Islands of Adventure 2022
Cecilie i Islands of Adventure 2022
En våd familie efter Jurassic Park River Adventure I 2004
En våd familie efter Jurassic Park River Adventure I 2004
samme familie anno 2022
samme familie anno 2022
Maria og Martin i Toones Town
Maria og Martin i Toones Town
Der er mange Harry Potter fans i Islands of Adventure
Der er mange Harry Potter fans i Islands of Adventure