Peñíscola, 15. – 22. juli 2016
De 225 km til Peniscola gik smertefrit i den fine BWM 520d og vi fandt hurtigt frem til det lejlighedskompleks (Cerro Mar), som vi skulle bo i. Men det var ikke nemt at finde ud af hvor vi skulle hente nøglen. Så vi måtte ringe til udlejningsbureauet og fik at vide den skulle hentes nede i byen. Da vi kom ned på kontoret så skulle lejen betales kontant. Heldigvis var der en pengeautomat lige over for. Vi fik udleveret nøgler og håndklæder og linned og fik at vide at vi muligvis ville få et problem med den tilhørende parkeringsplads ”.. da den bil I kører i er ret stor”. De havde ret i at pladsen ikke var stor, men vi fik klemt bilen ind uden de helt store problemer.
Lejligheden består af et stort køkken / alrum, et badeværelse og to soveværelser. Køkken/alrum og badeværelse er ny-renoveret mens værelserne står i oprindelig stand. Lejligheden ligger på 3. sal i en bygning, som ligger op ad en bjergskråning med udsigt over byen og stranden. Fantastisk udsigt.
Panoramaudsigt over Peniscola fra vores lejlighed Cerro Mar
Lørdag (og mandag) var strand dag, hvor liggestole og parasoller var halv pris af Barcelona. Den nordlige strand i Peniscola er fantastisk, bred og med blødt (og varmt) sandt. Vandet var 23 grader og sandbund over alt. Fine bølger som gjorde det lidt sjovere at være i vandet. Og så var der mange mennesker.
Så er der trængsel på stranden i Peniscola
Søndag besluttede vi os for at køre lidt ned langs kysten, men det blev en kort tur, da det blev til en grusvej efter 10 minutters kørsel. Så vi kørte nord på i stedet – stadig langs vandet – indtil vi kom til en mindre by, Vinaros. Her gjorde vi et stop og gik en tur på deres flotte strandpromenade, hvor vi fik kaffe og is. På turen tilbage handlede vi ind i et kæmpe Carre Four supermarked, men deres grøntsager, kød og fisk var ikke nær så pænt eller indbydende som det supermarked vi havde brugt i Barcelona.
Tirsdag kørte vi en tur op i bjergene til en lille by, der hedder Morella. Den lille bjergby har hele tre restauranter, som er i Michelin guiden dog uden stjerner. Vi spiste frokost på Vinatea, som er den ene af restauranter og det var et super måltid til relativ få penge. Lidt en skam at byen ligger 1 times kørsel fra Peniscola for ellers var det blevet vores stamrestaurant.
Morella
Akvadukt i Morella og vores BMW
Onsdag tog pigerne og Jesper til Port Aventura, en forlystelsespark som ligger mellem Barcelona og Peniscola. Og det var vi ikke de eneste som gjorde. Der var typisk køtider på 40-60 minutter til de store forlystelser. Der er 5 vilde forlystelser og dem ville vi gerne prøve. Den første var rutchebanen Shambhala, som er Europas højeste (76 m.) og med det længste fald som næsten går lodret ned. Sådan føles det i hvert fald. Man letter faktisk lidt fra sæde når det går nedad. Det var en rigtig god start. Derefter prøvede vi Dragon Khan, som er en rutchebane med 8 loops og masser af sving, der tages med 110 km/t. Den var god men ikke helt på højde med Shambhala.
Port Aventura – Shambhala (hvid) og Dragon Khan (rød/blå)
Efter frokost så vi at ventetiden på Furius Baco var gået ned fra 2 timer og 20 min. til 1 time, så der stillede vi os i kø. Det er en ren fartdjævle, som skyder en afsted med 135 km/t på 3 sekunder for at sende os ind i et 180 grader sving, der går over i en proptrækker skrue og derefter ind i et andet 180 grader sving før turen slutter. Det hele er overstået før man når at fatte hvad der sker. Hele turen foregår i høj fart med vilde rystelser, så Cecilie og Jesper kom ned med hovedpine. Det var noget af en oplevelse men ikke en vi gad og stå i kø for igen.
Nu skulle vi så prøve det 100 meter høje fritfaldstårn Hurakan Condor. Efter at have stået i kø i 45 min. var vi næsten nået frem, men forlystelsen var holdt op med at køre. Vi kunne fornemme at de havde problemer og måtte indstille forlystelsen men det hele foregik på spansk så det var ikke så nemt at forstå hvad der skete. Flere blev stående i køen men det ville vi ikke satse på, så vi hoppede ud af køen igen. Og da køen til en god, gammeldags trærutchbane Stampida var nede på 20 min. så gik vi derhen. Det er en to-spors rutchebane, hvor man skal vælge om man vil køre rødt eller blåt spor. Vi valgte blåt og den var en super sjov tur. Helt klassisk trærutchebane, hvor det går op og ned i høj fart (70 km/t). Alle grinede under hele turen.
Tidligt på aftenen var alle køtider nede på 20 min., så vi ville lige prøve Shambhala igen inden vi tog tilbage til Peniscola og Ulla. Og da der kun var 10 min. kø til Stampida, da vi kom forbi på vej mod udgangen, så ville vi også lige prøve det røde spor. Alt i alt en god dag selvom vi stod rigtig meget i kø.
Torsdag var sidste mulighed for at dyrke sol, strand og vand, så det gjorde vi. Denne gang lagde vi os blot på vores håndklæder i det bløde og meget varme sand. Efter en del timer i sandet og vandet besluttede vi at tage tilbage til lejligheden. Vi løb gennem det varme sand for ikke at brænde fødderne og op til strandpromenaden. Vi gik forbi et supermarked for at købe nogle småting og gik tilbage til lejligheden, ca. 1 km. Da vi kom til bygningen kunne vi ikke finde nøglen eller det brille etui som nøglen lå i. Panik. Kunne det være taget op af tasken eller havde vi tabt det på vejen? Ulla og Jesper skyndte sig tilbage langs samme rute for at se om vi evt. kunne finde etuiet. Det var ikke på vejen eller på stranden. Ulla gik op til livredderne for at se om de evt. havde fået indleveret etuiet – og det havde de heldigvis.
Om aftenen spiste vi på Rojo Picota, en restaurant på strandpromenaden med udsigt til stranden og den gamle borg. Maden var god og til en rimelig pris.
Fredag formiddag blev bilen pakket og kursen sat mod Barcelona. Vi var i god tid så vi kunne nå at tanke og aflevere bilen et par timer før vores flyver. Men da vi rammer Barcelona er der sket et uheld på motorvejen og tre spor bliver til et. En kilometer på 30 minutter er vist ingen fart rekord, men vi når frem med bilen til tiden og vi får uden problemer tjekket ind i lufthavnen. Efter at have indtaget nogle gode burgere på restaurant Ribs kunne vi tage flyveren tilbage til Danmark.
Cerro Mar – vores lejlighed er næstøverste række, 6. kolonne fra højre